I Allâhs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige.
Man kan kun med sorgfuldt og ydmygt hjerte acceptere Allahs vilje – vores elskede, respekterede og oprigtige lærermester Muhammed Fethullah Gülen er gået bort efter kort tids sygdom. Vi kan trykt og velvidende sige: إِنّا
لِلَّهِ وَإِنّا إِلَيهِ راجِعونَ
”…Vi tilhører Allâh, og til Ham vender vi tilbage!” (Qur’ân, 2:156).
Han har hele livet igennem arbejdet for og inspireret til fredelig sameksistens – og disse principper var uden tvivl inspireret af Profeten Muhammeds (ﷺ) ophøjede og sublime liv og karakter.
Vi har lært igennem vores lærermester M. Fethullah Gülen – stærkt inspireret af Profeten Muhammed (ﷺ) sunna – at ”forsoning og fred er godt”, og det vil vi fortsat arbejde for fremadrettet. Det er et centralt princip i Hizmet, som er en bevægelse, der er inspireret af M. Fethullah Gülen og hans efterlevelse af Profeten Muhammed (ﷺ) sunna.
For spørgsmål vedrørende M. Fethullah Gülen og Hizmet Danmark er i velkommen til at skrive til os via Facebook, Instagram eller e-mail.
Hizmet-bevægelsen er centreret omkring uselvisk frivillighed og prioriterer uddannelse, dialog og humanitære indsatser i sine aktiviteter. Det er en fredelig bevægelse, der omfatter religiøs, social og kulturel mangfoldighed, der er inspireret af islamiske og universelle humanitære værdier.
Hizmet-bevægelsen er en civil samfundsbevægelse, der siden midten af 70’erne har arbejdet ud fra principper som fredelig sameksistens, mangfoldighed, humanisme, dialog og universelle værdier. Bevægelsen har med afsæt i socialt ansvar og filantropi særlig fokus på at støtte, yde og fremme dannelse og uddannelse. Som et andet aspekt af begrebet socialt ansvar har bevægelsen desuden stort fokus på humanitære indsatser og hjælp.